HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

Et indblik i livet som flygtning bag Sandholmlejrens pigtråd

Information 27 marts 2006

Dina Yafasovas beretning fra Sandholmlejren fylder en med skam og dårlig samvittighed

Anmeldelse af Jørgen Flindt Pedersen

NY BOG

Skam og dårlig samvittighed. Det er de følelser, der bemægtiger mig som dansker under læsningen af Dina Yafasovas Dagbog fra Sandholm. Og først til allersidst kommer der en kvinde ind i beretningen og redder lidt af den nationale ære.

"Ufølsomhed, forsømmelighed og nedladenhed". Det er med disse ord, journalisten fra Usbekistan, som i september 2001 var nødt til at forlade sit hjemland, beskriver sine oplevelser som flygtning i mit land. Og hun fortsætter: "Det værste er, at man vænner sig til det."

De færreste af de mange flygtninge, som er kommet til Danmark i de sidste 20 år, har haft evner eller overskud til at sætte ord på deres oplevelser med det apparat, som er vores repræsentanter over for mennesker på flugt fra diktatorer, sikkerhedspoliti og sammenrendet af stikkere og medløbere. Det kræver også mod af flygtningen, for dette i egne øjne så tolerante folk tåler ikke megen kritik. Og slet ikke fra folk, som burde være evigt taknemmelige over, at vi vil huse dem i vores paradis på jord. 'Så rejs dog tilbage, hvor du kom fra, hvis det er så slemt'. Det både tænkes og siges højt. Også af ledende politikere.

Så Dina Yafasova skal have tak for sin bog. Tak, fordi hun medrivende giver os mulighed for at identificere os med følelserne hos en forfulgt journalist, der vælger at tage pressefriheden højtideligt. Trods den pris som mand og to børn med stadig større sikkerhed må betale sammen med hende. Chikanen, utrygheden, forhørene, torturen og den endelige frygtelige beslutning om at forlade det hele, land, hjem, familie. Fyldt med frygt og dårlig samvittighed. Er hun en mor, der svigter, en mor, der sætter sin karriere over familien, eller er hun en frihedskæmper? Følelserne slås inde i Dina, mens hun kører tusind kilometer gennem Kasakhstan og endelig når det fly, som bringer hende til Danmark og til Sandholm med ordene, de ord, som er totalt grænseoverskridende, men som så få af os andre evner at forstå rækkevidden af: "I am a refugee."

Og tak for beretningen fra Sandholm, som hun ankommer til umiddelbart før den 11. september 2001, og hvor hun tilbringer 173 dage, mens hendes asylansøgning behandles. Fronten af lejren er en gul og idyllisk bygning. Bagsiden er afspærringen med pigtråd op til et militært øvelsesterræn, hvor det af og til brager løs som hjemme i landet, de flygtede fra. Hun indkvarteres på et lille værelse i køjesenge sammen med tre andre.

En stor vrede

Bogen er et partsindlæg. En stor vrede, som skal ud. Jeg ved det godt. Men det billede, som Dina Yafasova tegner gennem sine meget konkrete egne iagttagelser og samtaler med sine - ja, jeg var lige ved at skrive 'medfanger', for sådan virker det - fylder mig som nævnt med skam og dårlig samvittighed.

Skam - ikke bare fordi det handler om alt for usle fysiske forhold for mennesker, der i forvejen har lidt så meget - men først og fremmest på grund af den totale mangel på indlevelse. Hos de allerfleste af dem, som vi har sat til at administrere vores gæstfrihed og vores humanisme. Og hos os borgere, som både har lukket øjne og ører, og som gennem vores kollektive adfærd har skabt den stemning, der gør det legitimt at betragte enhver, der kommer til vores dør og beder om asyl, som en potentiel svindler og bedrager. Og aldrig med stolthed og ærefrygt over, at de netop valgte vores land. Fordi de havde hørt, det var et godt land. Et godt land, som længe havde haft som sit kendemærke at ville måles på behandlingen af de svageste grupper.

Rædselsvækkende kamp

På Sandholm oplever hun, hvordan flygtningene overvåges af betjente, mens de spiser. Plasticposerne til kniv og gaffel er gennemsigtige, så der ikke smugles mad ud. Om natten kan der stå en betjent i værelset og lyse med en lommelygte. Beskeder gives uden forklaring, de lovede frister for svar holdes ikke, og der oparbejdes voldsomme modstridende følelser inde i hende:

"Det har været både underligt og uhyggeligt for mig at se, hvordan folk i Sandholm kunne være splittet mellem diametralt modsatte følelser. På den ene side fortsætter de med at være oprigtigt taknemmelige og forgude det land, som har givet dem et sikkert sted at være, i hvert fald midlertidigt. På den anden side begynder de at hade det. Er det ikke her grunden lægges til et fremtidigt modsætningsforhold," spørger Dina Yafasova.

Hun får sit asyl, og familien kommer hertil. Det lyder som en lykkelig afslutning, men bliver begyndelsen til en rædselsvækkende kamp med Værløse Kommune om retten til en bolig.

Det vil aldrig være nemt at flygte. Det vil aldrig være nemt at tage imod disse mennesker med svære traumer. Men vi bør kunne gøre det langt bedre. Med den indlevelse, som blev præsteret af Inge Genefke, og som reddede en lille del af vores ære, da hun besøgte lejren. Da Genefke skulle gå, sagde Dina tak for de fem timers samtale, men lægen svarede:
"Du skal ikke sige tak. Det er mig, som skal takke dig - fordi du har arbejdet for demokratiet og betalt en høj pris for det."
Dina Yafasova skriver derpå: "Da hun var gået, græd jeg længe. Sådan havde ingen talt til mig før."
Hvorfor ikke? Svaret blæser ikke bare i "et friskt pust over landet". Vi har alle et medansvar. Når vi lukker øjnene for, hvad andre gør i vores navn. 

Dina Yafasova: Dagbog fra Sandholm, 328 sider, 269 kr.
Forlaget Gyldendal. ISBN 87-02-02324-5. Udkommer i dag.

Anmeldelsen er trykt med tilladelse fra Jørgen Flindt Pedersen og kan læses på www.Information.dk