HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

At overleve det umenneskelige

Magasinet rØST, d. 3. decembar 2011

Dina Yafasova: Kald mig ikke offer! 360 sider. Oversat fra russisk af Sten Jacobsen 
(Epilog oversat af Trine Søndergaard). Gyldendal. Pris 299 kr.

af Tenna Jensen


Dina Yafasova blev født i 1971 og hun voksede op i Angren i Usbekistan, der dengang var en del af Sovjetunionen. I 1993 blev Yafasova uddannet i journalistik på Tasjkent Statsuniversitet og på grund af kritiske artikler om pressecensur og sundhedsrelaterede emner i det danske fagblad Sygeplejeren blev hun i 2001 udsat for politisk forfølgelse og tortur i Usbekistan. Derefter rejste hun i eksil til Danmark, og senere har hun modtaget Human Rights Watchs Hellman/Hammett legatet. Tidligere har hun udgivet den anmelderroste Dagbog fra Sandholm(2006) som er erindringer om bl.a. torturen i hjemlandet og hendes ankomst til Sandholmlejren, og derudover er hun er bidragsyder til - og medredaktør af antologien Herfra min verden går (2009).


Når virkeligheden overgår fantasien

Dina Yafasovas interesseområde er granskningen af skæbner, fænomener, handlinger og karakterer, og det er også dét dokumentarromanen Kald mig ikke offer! omhandler. Bogens titel Kald mig ikke offer! hentyder til den offertilstand man ved betegnelsen »offer« endnu engang kastes ned i: Den magt bødlerne igen får. Og i stedet for offer ville ordet »overlever« måske være mere præcist. Torturoverlever!

Forfatterens baggrund og ulykkelige personlige kendskab til tortur giver hende mulighed for, i denne bog, der i høj grad omhandler tortur, at behandle emnet på forunderligste vis. Der ligger nemlig et vist paradoks i beskrivelsen af torturen i bogen. Yafasova beskriver torturen på hovedpersonen Archana meget implicit, og denne form giver læserens fantasi frit spil. Samtidig giver Yafasova så mange hints til, hvad der foregår, at man som læser også bliver klar over, at ens fantasi ikke slår til. Det værste, man forestiller sig, er ikke slemt nok, og virkeligheden overgår fantasien.

”I denne historie giver jeg behørigt plads til virkeligheden, som netop i det givne tilfælde – og til min store beklagelse – er rigere end nogen fantasi, og er kladde til litteraturen.” Med simple redskaber skabes der plads til fantasien, der beskrives lidt og så alligevel ikke, det klare billede står aldrig tydeligt frem, og alligevel er man ikke rigtig i tvivl om hvad der er foregået.


Tortur og tilgivelse

For eksempel: ”Dér – det grove reb. Dér - de tynde håndled … Men nej. De går videre. Under knæene – nærmere betegnet, i passagen mellem knæ og albuer – bliver en træstang med magt skruet ind. Der er ikke plads, … Men nej. De går videre… Kroppen hænger på stangen som en kødkrop på spid. Fodsålerne opad, hovedet nedad. Men nej. De går videre… 40 minutter. Cigaretterne var brændt ned. Lathierne [piskene] blevet slappe. Armene trætte. Simpelt hen trætte af at slå… som en gas mærkedes lugten af de forbrændte fødder.”

Dette er meget virkningsfuldt, og hvis følelser og spørgsmål vælder frem under læsning – og det gør de, så er det netop, hvad forfatteren havde til hensigt. Kald mig ikke offer! er en dokumentarroman, og uden lidenskab fra læseren, uden at sindet kommer i bevægelse, så ville denne beretning være tyveri fra de skæbner, der skildres, mener Yafasova. Men utroligt nok er det ikke torturen, der er det ultimative fokus i denne bog, det er efterspillet, den menneskelige forståelse, heling og behovet for retfærdighed.

”Hjertet dør ikke, når man tror det burde,” lyder et citat af Czeslaw Milosz, som bogen starter ud med, og dette forsøges besvaret i bogen - hvorfor dør hjertet ikke, når man tror det burde?  Hvad får mennesket til at leve videre, trods smerten og frygten?


En kamp for retfærdighed

Hovedpersonen i Kald mig ikke offer! hedder Archana Guha. Vi befinder os i Indien i 1970erne og frem. Naxalitterne kæmper en voldelig oprørskamp imod regeringen, og politiet forsøger at slå dem ned med alle midler. Metoderne er voldelige på begge sider, og efterhånden som situationen eskalerer, eskalerer volden også. Alle personer og begivenheder er faktiske.

Efter at have fulgt Archana i hendes opvækst, set hendes familie og fået en fornemmelse for landet, så følger vi hende ind i, hvad der bliver starten på flere års helvede – natten, hvor der blev banket på døren. Archanas bror er Naxalit og i politiets søgelys, og under en ransagning på Archanas adresse, snubler de over et inkriminerende brev fra ham. Archana og de andre familiemedlemmer bliver hevet med på stationen, og torturen begynder.

Fængslingen, torturen, chokket og de dårlige faciliteter bevirker at Archana mister følelsen i sine ben, og hun bliver efter meget tovtrækkeri sendt til Københavns rigshospital for at gennemgå nogle behandlinger. Her møder hun flygtigt Per, som ender med at følge hende tilbage til Indien og gifte sig med hende.

Men bogen ender ikke her, for familien Guha vil have retfærdighed overfor deres bødler, og de slæber sig igennem diverse retslige instanser, en kamp der kommer til at vare i årevis. Samtidig prøver familien at holde sammen og leve videre som en familie, der dog med frustrationerne fra retsvæsnet og arrene på sjælene bliver mere og mere splittet.


Hvordan kommer man videre?

Dina Yafasova skriver et sted: ”Skelettet og musklerne er hendes [Archana], mens sjælen og stemmen er min [Yafasova],” og denne fortælleteknik fungerer rigtig godt, om end den til tider føles lidt langtrukken.

Sætningerne i bogen virker også til tider lidt snørklede og uforudsigelige, og man må stoppe op i sin læsning, for at få fat i, hvad der egentlig står, men det er måske, set i forhold til bogens indhold, ikke nogen dårlig teknik. Man bliver tvunget til at tænke over, hvad der står og hvad det betyder, og Yafasova har gjort et godt stykke arbejde med at fortælle denne historie. Den er ikke bare følelsesporno, der hamres ind i hovedet på læseren, som tvinger én til at have medlidenhed med et enkelt menneske. Den er nærmere et forsøg på at forstå de menneskelige poler med grusomhed i den ene ende og venlighed i den anden, at tilgive det onde, der er sket og at få afslutning og komme videre.

Archana bliver i beskrivelsen til et virkeligt menneske, man oplever hendes smerte, frygt og håb, men i den eksplicitte beskrivelse af torturen fortælles der også en mere universel historie, en historie som Yafasova desværre kender på egen krop.


Læs anmeldelsen på Magasinet rØST hjemmeside:
http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=813