HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

Hjertet, der ikke vil dø

Hanshuttel.dk - d.18.juni 2011

af Hans Huttel

Jeg har længe set frem til at kunne læse Kald mig ikke offer! af Dina Yafasova, der er en dansk bosat journalist og forfatter fra Usbekistan, hvorfra hun i sin tid måtte flygte.

For fire år siden havde jeg den store glæde at møde Dina, da vi i Amnestys lokalforening i Aalborg inviterede hende til at holde foredrag om sin dengang netop udkomne bog, Dagbog fra Sandholm. Den beskriver Dinas flugt fra Usbekistan og møde med det danske asylsystem.

Kald mig ikke offer! er Dinas nye bog. Den er hendes beretning om Archana Guha, en indisk skolelærer fra en pigeskole i Kolkata. Archana blev sammen med sin svigerinde og en fælles veninde i 1974 anholdt, fordi Archanas bror Saumen var mistænkt for at være med i en væbnet oppositionsgruppe.  Herefter fulgte et regulært helvede på jord for de tre kvinder med omfattende tortur, tvungne tilståelser og fængsling. Da Archana omsider som den sidste blev løsladt i foråret 1977, kunne hun ikke gå. Bogen følger Archanas vej tilbage til livet, hvor en vigtig rolle spilles af Amnesty Internationals danske lægegruppe. Her var Inge Genefke, den senere stifter af IRCT, en drivkraft. På Rigshospitalet genvinder Archana langsomt førligheden og møder kærligheden i form af Per Jensen, der er portør. I Indien anlægger Saumen sag mod torturbødlerne, og i de følgende år rejser Archana frem og tilbage mellem sit nye hjem i Danmark og Indien for at kunne deltage i retssagen. Først i sommeren 1996 slutter retssagen, og torturbødlen idømmes – ét års fængsel. Omkostningerne er mange ved at skulle dele sin tilværelse mellem to lande og ved at skulle kæmpe en tilsyneladende endeløs kamp mod de utallige forsøg på forhaling og mistænkeliggørelse.

Kald mig ikke offer! udspringer af det skæbnefællesskab, der er mellem Dina og Archana. To stærke og modige kvinder, der ikke er ofre – men overlevere. Deraf bogens titel. Selve overlevelsen er et tema, bogen vender tilbage til igen og igen. Hjertet dør ikke, når man tror det burde – som indledningscitatet fra Czeslaw Milosz lyder.

Kald mig ikke offer! er først og fremmest fortællingen om Archana, levende og skræmmende fortalt – en beretning om ufattelig grusomhed, fornedrelse og lidelse, men i høj grad også en gribende kærlighedshistorie mellem to modne mennesker fra hver sit land og en tragisk historie om hvordan en konflikt kan vokse frem i en ellers velfungerende familie som følge af et alt for langvarigt opgør med uretfærdigheden. Bogen er derudover bærer af sidehistorier i form af beretninger om Dinas møde med nogle danskere, der har gjort et særligt indtryk: Først Suzanne Brøgger, Dinas forfatter-mentor, der bærer på en tragisk oplevelse fra Usbekistan, hvortil hun rejste som ung. Dernæst Inge Genefke og Bent Sørensen, der er ildsjælene bag IRCT. Og endelig, i bogens epilog, kan Dina udfolde sine betragtninger om torturen og dens brutaliserende virkning på samfundet og det enkelte menneske (hvad enten det er torturoverlever, bøddel eller “os andre”). Her bliver der trukket tråde helt frem til Guantánamo, det seneste eksempel på hvor galt, det egentlig er fat.

Dina skriver usædvanlig godt; hendes sprog er billedrigt og på én gang fuldt af følelser og fakta, og også af dén grund er bogen klart anbefalelsesværdig. Netop denne kombination bør gå rent ind hos læseren. Efter de latterlige og forstemmende diskussioner, man nogle gange er vidne til, selv på landsdækkende tv, om ja/nej til tortur, tikkende bomber og hvad ved jeg, er Kald mig ikke offer! en tiltrængt modgift mod den populistiske forråelse.

I 1996 havde vi faktisk inviteret Per og Archana til Aalborg, men Archana blev desværre alvorligt syg, så besøget blev aldrig til noget. Nogle år senere var jeg så heldig omsider at møde de to ved Amnesty Internationals landsmøde i Svendborg. Jeg håber at kunne møde dem og Dina igen en dag!

Læs på: http://www.hanshuttel.dk/wordpress/?p=383