HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

Fanget af fortiden

Dagbladet Information d.7.juni 2011

Dina Yafasova har skrevet en bevægende og nødvendig bog om torturens lange skygger

Ny bog

af Jørgen Flindt Pedersen


De færreste mennesker ønsker at høre om tortur. Måske nok diskutere emnet ved et middagsselskab, under desserten lufte teorien, om vi i visse tilfælde har lov til at anvende tortur ja, i de senere år har det nærmest været lidt trendy at flirte med de gode sider af bøddelgerningen men fri os for at høre om det konkrete, om de grusomme detaljer, når neglene rives af, de glødende cigaretter presses mod kødet, og jernrøret hamres mod fodsålerne, mens voldtægtsmændene gør sig klar.

Derfor er det så godt, at den i 2001 fra Usbekistan flygtede journalist og forfatter Dina Yafasova har givet os dokumentarromanen Kald mig ikke offer, en bog, som på medrivende vis præsenterer en række af relevante problemstillinger omkring torturens virkninger. På den enkelte og på samfundet. Og gør op med forestillingen om, at den præsenterer en slags genvej i kampen mod terror.

Allerede i debuten Dagbog fra Sandholm viste Dina Yafasova, at hun er en meget skarp iagttager af institutionelle overgreb mod mennesker. Først da jeg havde læst den bog, forstod jeg for alvor, hvor nedværdigende mange føler tilværelsen på et asylcenter. Jeg havde hørt om det før, men forfatteren fik det virkelig ind under huden på mig. Og hun gentager kunststykket i den nye bog, hvor hovedpersonen ikke er hende selv, men den indiske kvinde Archana Guha. Ved hjælp af sin indføling i hendes utrolige skæbne og et rigt facetteret sprog får Dina Yafasova læseren med på en rejse ind i et helvede af tortur og uretfærdighed.

Taget som gidsel

Natten til den 18. juli 1974 trænger det indiske politi ind i hjemmet i Calcutta til Archana Guha, der har viet sit unge liv til lærergerningen og ikke været politisk aktiv. Det er til gengæld hendes bror Saumen. Han er medlem af en venstreorienteret bevægelse, Naxalitterne, som bekriger myndig- hederne.

Sammen med brorens kone og en veninde af familien, der tilfældigvis er i huset, bliver Archana taget som gidsel. Politiet vil have fat i Saumen og torterer pigerne på den mest bestialske måde, fordi de hverken kan eller vil røbe noget om brorens opholdssted. Til sidst bliver han fanget, og alle fire fængsles på ubestemt tid.

Måske er det, fordi Dina Yafasova selv har prøvet at være i hænderne på torturbødler, at hun formår at beskrive de rædsler, som Archana Guha oplever i hænderne på politibøddelen, uden at det kommer til at virke som pornografisk spekulation i sygelig sadisme. Og ligefrem opløftende er det at læse om, hvordan de magtesløse får en lille smule magt, når de hjælper og støtter hinanden, og nægter at give op over for den brutale overmagt. De nægter kun at være ofre.

Lige så livsbekræftende er det at læse om den indsats, som dansk sundhedspersonale gør gennem Amnesty International for at hjælpe Archana, da hun slipper ud af fængslet. Torturen har gjort hende lam, men behandlingen på det nystartede Rehabiliteringscenter for Torturofre hjælper langsomt med at give hende førlig- heden tilbage ikke mindst efter at hun på Rigshospitalet har mødt portøren Per Jensen. De ender med at blive gift, og Archana får dansk statsborgerskab.

Besat af hævn

Da de politiske vinde i Indien er skiftet, bliver der mulighed for, at alle de fængslede og torterede kan blive fri. Og Archanas bror Saumen er totalt besat af tanken om hævn over bødlerne. Archana er hovedvidnet, og selv om hun er blevet bosat i Danmark, må hun igen og igen rejse til Indien for at deltage i familiens retssag mod de ansvarlige.

Hun bliver her en fange af den fortid, som det kunne være bedst at glemme, og det skildres med stor indføling, hvordan det er ved at ødelægge hendes ægteskab. Dermed bliver det også en vigtig pointe, at det i den grad er samfundets opgave at retsforfølge bødlerne og ikke kun dem, som rent faktisk slår og voldtager, men også dem som giver ordrerne Milosevic, Karadzic og Mladic. Og bestemt også den George W. Bush, der kompromitterede USA’s ry ved at overtræde konventionerne og godkende brugen af tortur på Guantánamo og andre amerikanske baser. Det må aldrig alene blive ofrenes sag at søge retfærdigheden, og Dina Yafasovas pointe er jo netop også, hvor vigtigt det er ikke at leve sit liv videre som offer. Fordi det i den grad kan ødelægge ens fremtid, hvis sjælen sidder fast i fortiden.

Ud over den bevægende skildring af den indiske torturhistorie indeholder bogen en række relevante betragtninger om, hvad der gør almindelige mennesker til bødler, og mulighederne for at behandle de svære traumer, som deres ofre må leve med.

Flygtningen Dina har med god grund dedikeret den til to store danskere, Inge Genefke og Bent Sørensen, som begge er pionerer i arbejdet med at rehabilitere ofrene. Midt i en tid, da det mest er flovhed, jeg føler i forhold til vores politik over for ‘de fremmede’, er det godt at blive mindet om, at der trods alt er nogen, som har ydet en indsats, nationen kan være stolt af.

I forbindelse med mit arbejde gennem 30 år med film om emnet tortur har jeg samlet adskillige hyldemeter om emnet. Dina Yafasovas dokumentarroman er et af de værker, som kommer tættest på at få sat ord på det usigelige, de grænseoverskridende, nedværdigende forhold i denne verdens torturceller, hvor grundsubstansen i det at være menneske daglig krænkes.

Dina Yafasova: Kald mig ikke offer, Gyldendal, 299 kr. 352 sider. Oversat af Sten Jacobsen

 
Læs anmeldelsen på Informations hjemmeside: http://www.information.dk/270297