HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

Smertelig smuk dagbog

Social Kritik, 2006

Dina Yafasova. Dagbog fra Sandholm, Gyldendal, 2006

Anmeldelse af Preben Etwil

Dagbog fra Sandholm er en smukt fortalt, men er også en meget smertelig beskrivelse af dansk flygtningepolitik i øjenhøjde. Udgangspunktet for dagbogen er den usbekiske journalist Dina Yafasovas kamp for pressefrihed i sit hjemland. Ikke en strid om kejserens eller Muhammeds skæg, men en kamp om retten til en reel pressefrihed der afdækker korruption og magtmisbrug. Dette resulterer i både trusler, forfølgelse og direkte undertrykkelse. Til sidst vælger hun at flygte i nattens mulm og mørke. Hendes mand, der støtter flugten, og hendes to børn bliver forladt i hjemlandet, mens hun søger mod tryggere mål. Hun søger et land, hvor hun tror at hun kan finde forståelse og beskyttelse, men hun bliver klogere. Hun bliver nemlig udsat for mistro, arrogance, ufølsomhed, chikane og nedværdigende sagsbe­handling. Stedet er Danmark – og flygtningelejren er Sandholm. Efter lang tid og ydmygende behandling lykkedes det til sidst at få opholdstilladelse, men her slutter problemerne ikke. Et hårrejsende efterskrift viser, hvilke fortrædligheder familien løber ind i, når den kommunale sagsbehandling ruller hele sit bureaukratiske væsen ud. Tortureksperten Inge Genefke skriver i et brev til kommunen: ”Hvad torturbødlerne i Usbekistan ikke opnåede med flere års trusler og tortur, har I i Værløse Kommune gennemført på få måneder: at nedbryde et idealistisk, stærkt og velbegavet menneske”. Det lykkedes dog heldigvis ikke i dette tilfælde. I bund og grund er denne sammenfatning hele dagbogens omdrejningspunkt.

Der er ikke tale om en kedelig optegnelse af dagbogsnotater i traditionel forstand, men om et nærmest litterært eller politisk-filosofisk bidrag skrevet over nogle daglige iagttagelser fra et flygtningeliv i Danmark. Baggrunden er godt nok fire tykke tætskrevne kladdehæfter, men den russiske litterære tradition med malende og indlevende beskrivelser fornægter sig ikke. Dette gør, at bogen både kan læses som et smukt litterært værk, men også som et stærkt indspark i flygtningedebatten. Ja, man fristes nærmest til at sige, at det er en smuk beskrivelse af de kyniske asylforhold, der eksisterer i dagens Danmark. Gennem hendes dagbogsnotater og interview ned de øvrige flygtninge tegnes et kras billede af hverdagen i flygtningelejren, med tidsmæssige flash-back til hendes usbekiske tortur­plageånder.

Bogen er en afslørende beskrivelser af et lands erklærede humanistiske holdning sat overfor de virkelige forhold, landet byder de personer, der søger landets beskyttelse. Mange myter krakelerer, når man læser denne bog. At være flygtning i Danmark er ingen dans på roser. Det er mennesker, der er bange. Det er mennesker, der også er syge. Hvis de ikke er det når de ankommer, bliver de det under opholdet. Et Danmark som mange ikke kender til, og som få er stolte af, når de læser denne historie. 

Man kan naturligvis vælge at kalde det følelsesporno som pastor Krarup ville gøre, eller man kan betragte bogen som et dybtfølt bidrag til en bedre forståelse af vrangsiden af det danske velfærdssamfund. Jeg har valgt det sidste.    

En af bogens helt stærke sider, er de mange stemningsbilleder af flygtningelivet som beskrives. Det der mest kendetegner en flygtning er frygten og usikkerheden: ”Frygt. Frygt er kilden til ethvert helvede […] Øjnene tilhørte mennesker – mennesker – der for ikke så længe siden, så sent som i går, havde nogen og ejet noget, men i dag ingen var og intet ejede – det eneste de havde tilbage, var selve det liv, de forskræmt og udmattede klyngede sig til”. Forhold man skulle forstille sig blev anderledes, når flygtningen nåede til Danmark. Men nej, sagsbehandling og forhør af flygtninge er præget af mistænksomhed. Der er absolut ingen imødekommethed. Man skal selv kunne bevise forfølgelsen i det land man kommer fra. Sandsynliggørelse af disse forhold er ikke nok. Man tror simpelthen ikke på folks ord: ”Her gælder intet princip om, at man er uskyldig, til det modsatte er bevist”. Dertil skal lægges at den juridiske sagsbehandling er præget af bureaukratisk kynisme, der forstærkes af, at alt for mange af tolkene både er dårlige til at oversætte og yderst partiske i deres indstilling. Sagsbehandlingen er blottet for den kendsgerning, at ”enhver kan blive udsat for forfølgelse, og derfor pludselig kommer til at stå som flygtning”.

Ventetid og usikkerhed er og bliver flygtningens værste fjende: ”Formelt er der intet i dansk lov eller i asylproceduren, der angiver, hvor længe myndighederne må være om at behandle en asylansøgning. Ikke underligt, at en medarbejder i Udlændingestyrelsen, der sandsynligvis aldrig selv har stået som landflygtig og aldrig selv har gået en mil i en flygtnings sko, tillader sig at glemme løftet om de otte uger. Ja, i det hele taget tillader sig at bevæge sig frem mod domsafsigelsen i sneglefart uden at lade sig forstyrre af, at det er forbundet med lidelse – langvarig og uophørlig lidelse – at skulle afvente sin skæbne over en periode, som loven ikke sætter nogen slutdato for.”  

Sandholmlejren er en gammel nedlagt kaserne, men der foregår stadig stor militær øvelsesaktivitet klos op af lejrområdet. Mange af Sandholmlejrens beboere bliver dagligt skræmt fra vid og sans ved at se kampvogne rette deres kanoner mod flygtningelejrens vinduer. Man skal i denne forbindelse ikke glemme, at mange af flygtningene kommer fra krigshærgede områder: ”Vi boede altså med andre ord på en krudttønde, om end det kun var til øvelsesbrug. Fra vores vinduer så krigslegen ud som virkelighed.” Med hvilken kynisme kan man lægge to offentlige aktiviteter ved siden af hinanden: et militært øvelsesterræn og en flygtningelejr. Det må være udtryk for dansk humor, når det er værst.

Bogen beskriver som sagt de krænkelser flygtningene ustandseligt bliver udsat for, men Dina Yafasova er på den anden side heller ikke blind over for de platugler, der også findes i lejeren. Hun helligere i sin bog faktisk et helt kapitel på dem – ikke alt der glimrer, er guld: ”Sandholm er Babylon. Tilmed af værst tænkelige skuffe. Et smagløst miskmask, bikset sammen af alt hvad der lige har været for hånden - naturprodukter og surrogater, hvede og klinte. Ud over flygtningene (de rigtige) rummer lejren såkaldte flygtninge, som i virkeligheden er økonomiske migranter, der har forskanset sig her på stedet, gæstearbejdere, der har fundet et lunt sted at være, eller tilrejsende kriminelle, der har etableret sig for en kortere periode med det formål at stjæle mest muligt, mens de er her. Sandholmlejren er det flertydige land Oz. Træder man ind på dens domæne, kan man ikke bestille andet end at glo på snart den ene, snart den anden forklædning.”

Indsigten i det flygtningens følelsesliv beskrives ikke bedre end i denne bog: ”I en vis forstand er Sandholmlejren en skæbnernes ø. Lige så mange mennesker der er – lige så mange historier og lige så mange smerter er der. Men uanset hvis sjæl du skuer ind i – den landsforvistes eller flygtningens, eller for den sags skyld den økonomiske migrants – det følelsesmæssige mønster er overalt det samme. Når du tænker på fortiden, skyller en lavine af sorg ind over dig. Når du tænker på fremtiden, bluser angstens flamme op.”

Til sidst lykkedes det faktisk Dina Yafasova at opnå asyl i Danmark, men tro ikke at dette betød, at trængslernes tid var forbi. Slet ikke, nu begyndte kampen mod kommunens sagsbehandling og uforstående lokalpolitikere. Dette beskrives indgående i et slags efterskrift. Det er også herfra, at brevet fra Inge Genefke er hentet fra.

Bogen er smertelig at læse. Den giver i en sjælden grad indblik i en flygtnings angst og usikker venten. Nogen en normaldansker, hvis en sådan findes, kan få noget at tænke over. Det er en bog, der lejrer sig i sindet. Bogen burde derfor være pligtlæsning for alle politikere, offentlige myndigheder og samfundsdebattører, der beskæftiger sig med asyl og flygtningeforhold.

Sæt dig ud over din egen tryghed – læs bogen. Den kan anbefales.

Anmeldelsen er trykt med tilladelse fra Social Kritik.