HomeSitemapSøg
 

Anmeldelser

En typisk sovjetisk straffekoloni lidt nord for Allerød

Letteraturnu.dk. 19.april.2006

Dina Yafasovas DAGBOG FRA SANDHOLM viser hele Danmark, hvordan det føles at leve som flygtning der. Og det virker. Den velskrevne dagbog får politikere til at kræve forbedringer af de 'rystende' vilkår på landets asylcentre.

Anmeldelse af Jannie Schjødt Pedersen

Citat

Sandholm er Babylon. Tilmed af værst tænkelige skuffe. Et smagløst miskmask, bikset sammen af alt hvad der lige har været for hånden - naturprodukter og surrogater, hvede og klinte. Ud over flygtningene (de rigtige) rummer lejren såkaldte flygtninge, som i virkeligheden er økonomiske migranter, der har forskanset sig her på stedet, gæstearbejdere, der har fundet et lunt sted at være, eller tilrejsende kriminelle, der har etableret sig for en kortere periode med det formål at stjæle mest muligt, mens de er her. Sandholmlejren er det flertydige land Oz. Træder man ind på dens domæne, kan man ikke bestille andet end at glo på snart den ene, snart den anden forklædning.

Forestil dig, at din ven får problemer med myndighederne, fordi han engagerer sig i noget menneskerettighedsarbejde. Vennen flygter, men kort efter begynder du selv at modtage trusselsbreve. Først da du modtager dødstrusler, tager du dem alvorligt. Du må forlade landet omgående. Spørgsmålet er, hvad du vælger at tage med?

Undersøgelser viser, at de fleste vælger: Papirer, penge, medicin, tøj og toiletsager. Men det falder ingen ind, at det allervigtigste at medbringe, det er trusselsbrevet. Ellers kan du ikke bevise, at du har været forfulgt, og altså kan du ikke få asyl i et andet land.

Eksemplet er bare et ud af mange, der tvinger læseren til at forestille sig selv som flygtning. Og det er det, der gør DAGBOG FRA SANDHOLM så virkningsfuld og så væmmelig at læse.

Meld Sandholm til politiet

Fortællingen virker troværdig, vurderer et enigt anmelderkorps. Som Politikens anmelder, Olav Hergel, siger det i sin anmeldelse: 'Danmark har aldrig været grimmere':

- Hvis bare en brøkdel af hvad Dina Yafasova fortæller (…) er sandt, så er alle rygter om, hvor dårligt Danmark behandler flygtninge vildt underdrevne, og Sandholm burde meldes til politiet.

Det øger opmærksomheden hele mediecirkuset rundt, og forfatteren opnår sit primære mål med bogen;Alle skal vide, hvordan det er at være på Sandholm.

Man troede nemlig ikke rigtigt på det. Indtil nu hvor Informations anmelder Jørgen Flindt Pedersen 'skammer sig', Dina Yafasova optræder i Go' Morgen Danmark, og asylchef fra Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, erkender på Deadline, at forholdene er kummerlige.

Han siger, at Dansk Røde Kors hele tiden kommer med tal, der dokumenterer de ringe forhold. Og det overrasker ham derfor, at politikerne, der var på besøg først i april, kalder forholdende 'rystende'. Og det i sådan en grad, at politikere fra både højre og venstre kræver forholdene forbedret.

I'm a refugee

Den personlige fortælling, der har større effekt end Røde Kors' statistikker er denne: Dina Yafasovas flygter i 2001 fra Usbekistan. Hun arbejder som journalist og leverer kritiske artikler om pressecensur og om sundhedsrelaterede emner til det danske fagblad Sygeplejersken. Hun taler i koder over telefonen og siger ikke noget til nogen om den internationale alliance. Alligevel opdager Dina, at hun ikke modtager alle mails, og at der lyder 'klik' i telefonen.

En dag tvinger en af systemets betjente hende ind i et forhørslokale, hvor hun får stukket en brændende cigaret ind i øjet, og forhørspersonen truer hende med at stikke en glødende loddekolbe op mellem benene på hende. Hun slipper ved at true ham med hendes amerikanske medieforbindelser, men kan ikke blive et døgn længere i landet. Alligevel værger Dina sig ved at flygte endnu et par timer, og for hver tanke, hun tænker, forstår man, hvor hårdt et valg, flugten i virkeligheden er (og man tænker slet ikke på det med at medbringe beviser for forfølgelsen).

Ankomst Sandholm

Udefra ligner Sandholm den rene idyl med Dannebrogsflag og nymalede gule bygninger. På den anden side af den enorme jernport er alle bygninger grå og kontrollen allestedsnærværende. Til gengæld er der tre rækker pigtråd og sparsom information.

Skønt Dina og de kvinder, hun deler værelse med, takker Danmark for deres frihed, deres fysiske vel - kort sagt deres overlevelse - starter kampen for en anden form for overlevelse på Sandholm: IKKE at få det dårligere.

Et særligt barokt eksempel på hvad, der kan nedbryde asylansøgerne, finder sted i nattens mulm og mørke:

De fire kvinder på Dinas værelse sover. Nogen med tøj på, fordi politiet kan finde på uvarslet at komme ind og lede med lommelygte efter nogle eftersøgte. Men det er nu ikke det, der vækker dem denne nat. En militærtank kører direkte mod deres vindue. Det larmer og det lyser. Kvinderne skriger. Ud af den militære tank stikker en ung militærperson sit grinende ansigt op. Hele natten høres motorlarm og skud, samtidigt med at lyskeglerne farer henover asylcentrets vinduer. Ingen har fortalt asylansøgerne, hvoraf de fleste har negative erfaringer med militærmagten, at der sammen med Sandholm ligger en militærøvelsesplads. Og ingen gør noget ved det.

At vente på ubestemt tid

Først og fremmest peger Dina Yafasova på ventetiden som den største medmenneskelige forbrydelse i Sandholm. Der findes mennesker, der har opholdt sig der i 7 år. Over 40 % af de 2500 asylansøgere, der kommer til Danmark om året nu, opholdt sig i asylcentre mere end tre år (kilde: udlændingestyrelsen)

Det skyldes, at mange venter på at tage hjem. De er blevet afvist ved lågen (det bliver 80 % af alle asylansøgere i dag), men nægter at rejse. De er uenige i myndighedernes vurdering af, at det er sikkert for dem at vende hjem.

Men sådan var det ikke, da Dina lærte Sandholm at kende. Hun ankom nemlig kort før den 11. september 2001. Dagen hvor alle asylansøgere frygtede for stramninger. Ventetiden eksisterede også der, og det er det stærkeste krav, bogen fremfører:

Giv et loft for, hvor lang tid en asylsag må trække ud.

Også fordi de lykkeriddere og forbrydere, der finder deres vej til Sandholm, udnytter den lange og ubestemte ventetid. Så længe det kan tage et par år at få sin sag afgjort, kan man nå at bedrive en del kriminalitet med base i Sandholm, argumenterer hun.

De kedelige konsekvenser

Konsekvenserne af ventetiden lader sig ikke fornægte. Torturofre og andre plagede flygtninge får det værre på Sandholm. Hvis ikke de udvikler posttraumatisk stresssymptomer. Sådanne viser sig som depression, søvnløshed, aggressioner eller slet og blot en mentalt 'slåen fra'. Eller selvmord.

Mennesker der har givet op, har desværre også børn. Forældre, der har det så skidt, at de opgiver deres liv, svigter nemlig deres børn. Og det koster staten mange penge i medicin. Faktisk koster det fem gange så meget i dag, som det gjorde i 2001, hvor Dina Yafasova gjorde sine iagttagelser (kilde: udlændingestyrelsen.)

Skæbnen bag statistikken

Måske er det ikke så mærkeligt, at de tal Dansk Røde Kors hele tiden sender ud, ikke giver samme effekt som de personlige iagttagelser. Og det er ikke så mærkeligt, at det giver genlyd, når fire danske forfattere (Stig Dalager, Suzanne Brøgger, Kirsten Thorup og Thomas Boberg i Politiken i marts 2006) går sammen om to lange artikler, der beskriver Sandholm og Arnstrup (modtage- og afrejsecentrene) som en helvedes forpost.

De gjorde alle, det eneste rigtige: De satte sig i asylansøgerne sted. På bænkene i Sandholms cafeteria, hvor man skal medbringe bestik i gennemsigtige plastikposer, så betjente kan se, at du ikke tager mad med ud igen. For at forstå det samrend af skæbner, Sandholm er, må man fortælle det – og fortælle det så detaljeret - at man føler, man er der selv.

Og det er det, journalisten Dina Yafsova gør, så det skriger til himlen og smerter i mellemgulvet. Hendes fortælling fra en typisk sovjetisk straffekoloni nord for Allerød runger heldigvis som et ekko på Christiansborg.

Anmeldelsen er trykt med tilladelse fra Jannie Schjødt Pedersen og Litteraturnu.dk og kan læses på                       www. Litteraturnu.dk