HomeSitemapSøg
 

Interviews

"Hjertet dør ikke, når man tror, at det burde"

Jyllands-Posten, d. 28.april 2013 (klik på linket for at se artiklen med billeder)

Parastou Booyash

Det er traumatiserende at få glødet en cigaret i øjnene under en afhøring og blive landsforvist og sidde seks måneder i Sandholmlejren uden hverken mand eller børn. Men den prisvindende usbekisk-danske forfatter og journalist, Dina Yafasova har klaret sig levende igennem. Hun holder fast i sin identitet og lever i dag et normalt liv. Så normalt det nu kan blive, når man stadig modtager dødstrusler.

Lægerne havde opgivet al håb for den lillebitte pige, der havde al for travlt med at vise sin livslyst efter kun seks måneder i maven. Men hendes forældre og bedsteforældre gav ikke op og tog hende med hjem fra hospitalet. På bedste, gammeldags manér sørgede Dina Yafasovas bedstemor for at pleje hende, så hun overlevede. Kampen for overlevelse skulle vise sig at være Dina Yafasovas trofaste, men mugne følgesvend i store perioder af livet.

Gæstfri modtagelse

Den 41-årige sovjetiskfødte journalist og forfatter har ikke sparet på gæstfriheden og har dækket op, som om hun ventede mindst otte mennesker til kaffe. Hun er petit og forsvinder lidt blandt de farvede tæpper, der har fundet deres tunge og stolte plads på væggene. Væggene, tæpperne og Dina Yafasova har hjemme på en hemmelige adresse et sted på Sjælland. Og der i spisestuen, over for lysekronen med de skinnende og dinglende krystaller, står de så. Alle de dejlige minder indrammet bag glas, men båret tydeligt i hjertet. Dina Yafasova har en anekdote til hvert billede, men ét billede skiller sig ud. Med en stemme, der melder sin ankomst forsigtigt og velovervejet siger Dina Yafasova:

»Det er min datter på sin første skoledag. Se hvordan hun står der storsmilende og med sløjfer i håret. De sløjfer var grundigt udvalgt til dagen. Da billedet blevet taget, vidste vi ikke, at jeg få timer efter vil være på flugt ud af landet.«

Tortur i øjnene og i sjælen

Dina Yafasova skrev sin første artikel til en amtsavis i Usbekistan, da hun var 13 år, og siden har hun ikke lagt pennen fra sig. I 1997 begyndte det navneforandrede usbekiske KGB at forfølge hende. Fire år senere, da hendes kritiske artikel om statscensur blev udgivet i det amerikanske tidsskrift ”Dangerous  Assignments” og derudover brugt som vidneudsagn i to amerikanske kongresudvalg, blev KGB stærkt provokeret. Og da Dina Yafasova blev indkaldt til afhøring hos KGB, vidste hun, at det var dybt alvorligt.

Når hun prøver at sætte ord på, hvad der skete under forhøret, bliver hendes spinkle krop rastløs, og den blege farve bemander hendes ansigt. Derfor tager vi en velfortjent tepause. Vi forsyner os med nogle af herlighederne fra det store kaffebord og bruger i stedet de frygtindgydende og møgbeskidte ord, hun allerede har nedskrevet om begivenheden i sin bog ”Dagbog fra Sandholm:”

»Tilstå så din møgjournalist! Hvem har skrevet den artikel? Det har du! Hvis ikke du begynder at sige noget, bliver du låst inde i en celle sammen med straffefanger. Der vil de ikke tage med fløjlshandsker på dig. De vil voldtage dig på en lusebefængt madras, mænd og kvinder, syfilitikere og tuberkuløse, lige til du bryder sammen og tilstår! Samtidig med, at han prikkede mig direkte i øjnene med det glohede filter, udtalte han snerrende hvert ord for sig: Se her din mær! Sådan nogle skod vil de slukke på panden og på brystet af dig. Det er noget, der kan mærkes. Eller kunne du tænke dig at føle, hvordan det er at få stukket en glødende loddekolbe op mellem benene? Hvordan har du det med lugten af stegte genitalier? Hva'? Indrøm det! Kom så! Det skal være nu! Ellers er du selv ude om det. Så er det ned i kælderen, og det lige med det samme!«

Dina Yafasova løg sig mirakuløst ud af det barske forhør, men det svier stadig i hende efter cigaretten, der brændte øjenvipperne af hende og fratog hende synet kortvarigt. Hun drikker teen ud og tager en bid skovbærtærte. Hendes ansigt forvandler pludselig hele hendes karakter til ét gigantisk smil, mens hun siger:
»Den dag, det blev forbudt at ryge på offentlige steder, var en af de lykkeligste dage i mit liv.«

Lige så hurtigt smilet kom, lige så hurtigt smelter det væk, mens hun forklarer hvorfor:

»Når jeg ser en cigaret, kommer billederne tilbage. Jeg har stadig posttraumatisk stress, men med tiden har jeg lært at leve med det. Men minderne kan reaktiveres, og man skal virkelig passe på, hvad man laver, og hvem man mødes med.«

Dina Yafasova sidder med benene over kors, mens hendes arme omfavner hendes krop. Hun kigger tit ned, og leder nogle gange efter de danske ord, som hun skal hente frem fra deres skjul. »Hver eneste fortælling om oplevelserne kræver stor, mental forberedelse, som hvis man skulle rejse til en anden planet,« siger hun stadig med blikket hamret fast på gulvet.

Nu giver det ekstra god mening, hvorfor Dina Yafasova i dagens interviewanledning har organiseret en stor bunke med diverse billeder, citater og bøger, som hun jævnligt tager frem til at supplere sin fortælling. Hun er velforberedt, når hun skal på rumrejse gennem de ubehagelige minder.

»Jeg kan godt forstå torturofre, som isolerer sig fra samfundet,« siger hun og løfter hovedet. Hendes alvorlige blik matcher de følgende sætninger: »Det er nemlig samfundet, der kan genskabe de posttraumatiske begivenheder igen. Det kan være synet af en mand med slips. Dem, der er blevet tortureret med en løkke om halsen, tænker ikke på god stil, når de ser et slips. De tænker på at blive hængt.«

Hendes ord bliver hængende i stuen som en tung, tandvisende tåge.

Fra høj status til liv bag pigtråd

De fleste vestlige mennesker kan huske, hvad de lavede den 11. september 2001. Dina Yafasova er ingen undtagelse. Den dag søgte hun om asyl i Danmark. Valget faldt på Danmark, fordi hun i en årrække havde været centralasiatisk korrespondent for nogle forskellige danske medier. Derfor havde hun også været i Danmark adskillelige gange før, og syntes om det. Dina Yafasova finder et billede frem fra sin bunke og peger på det russiske og danske flag, der er fanget i et synkront, bølgende øjeblik. Foran flaget står Dina Yafasova. Det er taget i Herning i 1999. Der havde man hejst det russiske flag, fordi hun var på business-besøg. Derfor var det noget af en omvæltning for hende, at hun blev sat bag et pigtrådshegn i Sandholmlejren den dag i 2001. Hun kigger på billedet med et skævt smil og siger:

»Som journalist var det nemt at være her, for jeg havde et åbent visa til Danmark. Men da jeg som almindeligt menneske søgte om asyl, blev jeg bare sat bag pigtråd. Herfra kunne jeg fodre dådyrene gennem hegnet. De gik ude i det fri, mens jeg var buret inde. Det var absurd.«

Ubestemt ventetid

Det ville have været fatalt ikke at flygte efter afhøringen. Men det var også ekstremt farligt for familien at tage af sted sammen. De kunne ikke flyve på normal vis, for så ville de blive arresteret. Derfor kørte Dina Yafasova 1.000 kilometer til den Kasakhiske lufthavn, med intet andet end sine identifikationspapir, sin harddisk og et sæt tøj. Hendes mand og børn blev nødt til at rejse til et transitland. Men ingen af dem vidste, at det ville tage et halvt år, før de kunne genforenes.

Dina Yafasova sidder stift helt ude på sofaspidsen. Stadig med de omfavnende arme om sig og en fortællergejst i stemmen.

»Sandholmerfaringerne ser ikke gode ude i forhold til torturen i Usbekistan. De seks måneder i Sandholm føltes som seks hele år. Uvisheden er ubegribelig hård og farlig for både fysikken og psyken. For mig føltes det som den metafysiske død. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg ventede på. Mit liv og min sjæl føltes død, og jeg befandt mig mellem himmel og jord. Min krop levede, men mit sind gjorde ikke.«

Hun rejser sig op og går hen til det store vinduesparti, mens hun med kroppen forklarer, hvordan hun krøb sig sammen ved pigtrådshegnet, når hun ringede til børnene for at synge godnatsang for dem. Det var en del af hendes overlevelsesmanøvre. For når man er under så ekstreme forhold, er det det, der holder en oppe. Overlevelsen. Dina Yafasova sætter sig tilbage i sofaen. Denne gang mere afslappet og tilbagelænet. Hun tager hånden over hovedet, mens hun sætter ord på bevægelsen: »Overlevelsen er den eneste røde lampe, der brænder i din hjerne uden at gå ud. Man tænker slet ikke på at varme sit hjerte. Kun på at overleve.« 

Styrke og identitet i mørket

Den imaginære, røde lampe gav også Dina Yafasova lys til at skrive, mens hun sad i venteland. Hendes tænkepause er lang men velovervejet, når hun svarer, at det var skriverierne, der hjalp hende med at holde hovedet og identiteten oppe. 

»Det var min journalistidentitet, der redede mig. Journalisten i mig skrev hver dag om det, de andre asylansøgere fortalte mig. Om hvad der foregik inde i mig og ved siden af mig. Det blev til fire tykke bøger med notater,« siger hun alvorligt.

Samtidig med at Dina Yafasova kæmpede en indre kamp på Sandholm, fik hun en pris fra Human Rights Watch, der gives til politisk forfulgte journalister. Men det ændrede ikke hendes asylsag. Dina Yafasova følte sig dog ikke fuldstændig alene, som den ensomhed det sidste punktum i en tekst må føles som. Hun forklarer, at hendes journalistkollegaer var der for hende:

»Det var skæbnens ironi, at min asylsag startede 11. september 2001. På det tidspunkt var der mange, der brugte tragedien i USA til at forbinde flygtninge og terrorister. Men de kan jo på ingen måde sammenlignes. Heldigvis støttede forskellige journalistforeninger min sag og kontaktede de danske myndigheder. Så jeg følte solidaritet, fordi jeg vidste, at både de danske og internationale journalistorganisationer bakkede mig op. Den hjælp, jeg har fået fra mine kollegaer, har virkelig hjulpet. Uden dem, ved jeg ikke, hvordan det ville være gået.«

Støtte eller ej, kræver det en stærk psyke at gå direkte ind i en uvis skæbne efter en traumatisk torturoplevelse. Så hvordan har Dina Yafasova styrket sin psyke under de traumatiske forhold?

»I de uvisse 173 dage i Sandholmlejren holdt jeg mit humør oppe med digteren Czeslaw Miloszs mantra ”Hjertet dør ikke, når man tror, det burde.” Mit hjerte fortsatte nemlig med at banke. I mine turbulente usbekiske tider tænkte jeg lidt Churchillsk: ”Hvis du går gennem helvede, så fortsæt med at gå.” Og det var det, jeg gjorde. Jeg fortsatte.« 

At begynde forfra

Der gik et halvt år, før Dina Yafasova fik asyl, og hendes familie kunne komme til Danmark. Hendes blik søger igen mod gulvet, mens hun melankolsk men lykkeligt genskaber sine indre billeder af sin mand og sine børn, der løber mod hendes favn i lufthavnen. Derefter skulle de i gang med at forme deres nye liv.

»Det var svært at skulle bygge et liv op på ny i Danmark. Vi havde mange problemer med de kommunale myndigheder, der ikke kunne finde fast bolig til os. Så vi flyttede meget rundt. I den periode holdt jeg mig i gang med mit eget lidt ironiske motto:

”Når ens rødder rives af, så har man kun muligheden for at flyve op.” Og det hjalp. Min mand og jeg havde besluttet, at lige meget hvad, skulle min fortid ikke gå ud over børnene. Børnene havde ret til en hel normal tilværelse. Så vi kæmpede for at reducere problemernes omfang overfor børnene. Det er lykkedes meget godt, for nu går de begge på gymnasiet og er optaget på Akademiet for Talentfulde Unge,« siger hun uden at lægge låg på sin stolthed.  

Stadig dødstrusler

Dina Yafasova begyndte sit nye liv i Danmark med et job på International Media Support, og i 2006 udkom hendes bog ”Dagbog fra Sandholm,” som startede en bølge af positive henvendelser. Hun fik over 500 personlige mails fra folk, der skrev, at de var glade for at få indsigt i livet i Usbekistan og ikke mindst i livet bag de danske pigtråde. Men bogen fik dog også vækket ondskaben, der lå på lur. Dina Yafasova modtog flere personlige trusler og dødstrusler på telefonen, på mail og med posten.

 »Nogle af dem var meget sofistikerede. For eksempel fik jeg, den dag hvor den russiske journalist Anna Politkovskaya blev myrdet, et billede af en voodoodukke med en kniv i ryggen. Derudover truede en Dansk Folkeparti-tilhænger mig med, at jeg aldrig ville blive en medborger her i Danmark, men altid en persona non grata. Da jeg for et halvt år siden skulle holde et foredrag på Hovedbibliotek i København, blev jeg på parkeringspladsen ved siden af biblioteket overfaldet af nogle mænd. Heldigvis var min mand der til at hjælpe mig væk. Bagefter gik jeg direkte ind og holdt foredraget, selvom jeg blødte på hånden.«

Dina Yafasova trækker koldt på skulderen og siger, at det selvfølgeligt kan opfattes som normal gadekriminalitet.

»Men det var bemærkelsesværdigt, at det skete lige før mit foredrag om, hvordan det er at arbejde som journalist under overvågning og trusler,« forklarer Dina Yafasova og blotter igen et skævt smil.

Hver gang dødstruslerne viser deres urimeligt gyselige ansigt, varmer hun sig med, at hendes familie er heldig at være omgivet af mennesker, der har et hjerte.

At leve med fortiden

»Er du sikker på, at du ikke fryser,« spørger Dina Yafasova bekymret og kommer, uden at vente på svaret, med et tykt tæppe.

»Jeg sætter lige noget mere vand over. Husk nu at spise noget mere tærte og tag noget chokolade.«

Mens hun sørger for teen, falder snakken på hvordan man kan undgå at ødelægge nutiden, når sjælen er en gidsel af fortiden. Dina Yafasovas svar kommer hurtigt og uden tøven.

»Vores fortid skal blive til erfaringer. Vi skal se på nutiden som en gave og nyde den. Man skal gøre sin bedste for ikke at miste sin nutid på trods af den pinefulde fortid. Så fortiden skal ikke overdøve nutiden,« siger hun og kigger igen drømmende ud over haven.

Grunden til at Dina Yafasova kan nyde nutiden, trods de oplevelser hun har haft, er blandt andet, at hun er blevet behandlet for posttraumatisk stress. Men samtidig skulle hun også arbejde med sine tanker:

»Alle de ekstreme begivenheder, som jeg måtte smage tidligere i mit liv, delte min eksistens op i et ”før” og et ”efter.” Jeg var nødt til at gå i mit eget asyl og springe af den sociale karrusel, fordi jeg skulle finde mig selv igen og bygge mit jeg op,« forklarer hun efter en reflekteret pause.

Det tog flere år, før Dina Yafasova tog sig sammen og erkendte, at livet er smukt selv midt i tragedien. Den filosofi, hun gravede sig frem til, har denne dybe klang:

»Jeg fandt ud af, at der også er en glæde i at overvinde tårer. Altså, at mennesket ikke er en krystalvase, men et tålmodigt skåret lerkar, og at tragedien er den proces, hvor karret bliver brændt. Hvis karret revner, var leret ikke holdbart nok. Men hvis karret klarer brændingsprocessen, er det endnu stærkere end før.«

FEM HOVEDBUDSKABER

Dina Yafasova om tortur:
»Mange af dem, der truer verden i dag, har tidligere været udsat for tortur og statens brutalitet. De blev potentielle ofre for terrorisme. Terrorister hverver nemlig folk med traumer og uden fremtidshåb. Derfor er tortur stærkt uacceptabelt, og behandling af torturofre er nødvendig. Vi skal som samfund hjælpe disse traumaramte mennesker tilbage til livet.
«

Verdensborgeren Dina Yafasova:
Dina Yafasova kalder sig selv for verdensborger. Hverken usbekisk, russisk eller dansk. Bare verdensborger. For sådan har hun altid følt sig. »Jeg føler, at mit hjem er Danmark. Det er her, min familie og jeg bor nu. Men jeg er en borger i denne store verden. Det skyldes nok, at min opvækst i Sovjetunionen, som senere blev til blandt andet Usbekistan, var meget multikulturel. Der findes 104 etniske grupper og 20 forskellige trosretninger i landet. Vi var 25 børn i min skoleklasse fra 20 forskellige nationaliteter. Vi var ligeglade med, hvilken nationalitet hinanden havde, vi talte alle sammen russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste, hvad det betød. I dag har jeg en forestilling om, at en ægte forfatters identitet ikke har noget med etnicitet eller nationalitet at gøre. En ægte forfatteres pas er hans eller hendes kunst.«

Hvordan er det at vide, at du aldrig kan vende tilbage til dit hjemland?
»Det er meget svært at leve med den tanke. Især når man har slægtninge tilbage i landet. Det er en skæbne, man ikke ønsker for sin værste fjende.« 

Dina Yafasova om Danmark:
»Danmark er et land med fokus på ytringsfrihed og menneskerettigheder. Det har et menneskeligt ansigt, hvor alle plejer hinanden og er villige til at tage ansvar for de svage. Danmark var pioner i det nødvendig og vigtige arbejde mod tortur, og humanitært arbejde for at behandle og rehabilitere torturofre blev allerede oprettet i 70’erne.« 

Dina Yafasovas livsfilosofi i dag:
»I dag tænker jeg lidt mere eksistentialistisk. At livet er, hvad vi gør det til, og at ens handlinger i dag skaber ens liv i morgen. Men der er ingen garanti for, at min livsfilosofi ikke vil få en ny vinkel i overmorgen, da jeg som alle andre mennesker er i konstant udvikling.«