HomeSitemapSøg
 

Interviews

Ethvert menneske kan knækkes

Statslig vold skaber flere forbrydelser, end den forhindrer, mener journalist og forfatter Dina Yafasova, der flygtede fra Usbekistan i 2001. 

Berit Holbek Jensen, Dagbladenes Bureau
Horsens Folkeblad, d. 24.maj 2011


KØBENHAVN - Giv aldrig staten grønt lys til at bruge tortur - ikke engang mod de værste terrorister. Slår man først ind på den vej, sættes der kræfter i gang, som er umulige at kontrollere. Sådan lyder advarslen fra journalist Dina Yafasova, og hun ved, hvad hun taler om. For 10 år siden måtte hun flygte fra sit hjemland, Usbekistan, hvor hun var truet på livet.

- Usbekistan er førende i antal fængslede journalister. Det er et af de mest totalitære og brutale styrer i verden, fortæller hun.

Vi er mødtes i Tranquebar, en stor eksotisk rejseboghandel og café i København, som ligger lige over for IRCT, Det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre.

Ordet ”offer” generer Dina Yafasova.

- I mit hoved er ofrene alle de mennesker, som bøjer sig. Som ikke protesterer mod staters grusomhed. Som ikke siger nej. De, der udtaler sig mod udemokratiske principper, mod totalitarisme, og derfor udsættes for tortur, bør vi betragte som overlevere.

 
Den skarpe pen

 ”Kald mig ikke offer!” er Dina Yafasovas anden bog. Den første, ”Dagbog fra Sandholm”, kom i 2006 og vakte en del debat på grund af sin hudløse skildring af, hvordan hun som asylsøger oplevede de fangelejr-lignende tilstande bag pigtråden. Ikke så længe efter bevilgede regeringen 37 mio. kr. til at forbedre vilkårene for børnefamilier i lejren. Men Dina Yafasova mener primært, der har været tale om kosmetiske reparationer.

- Jeg tror desværre ikke, det er blevet rarere at være der, siger hun.

Nogle oplevede den usbekiske journalists kritik som ”utaknemmelighed” over for det land, der dog havde taget imod hende. Men hvor ”Dagbog fra Sandholm” pegede på en national skamplet, er ”Kald mig ikke offer!” til gengæld en regulær hyldest, fortæller Dina Yafasova.

- Det internationale arbejde mod tortur har rod i Danmark - og fra at være et lokalt initiativ startet af læge Inge Genefke, findes der i dag rehabiliteringscentre i mere end 70 lande. Danskerne kan være stolte over, at deres læger var banebrydere, siger Dina Yafasova.


Archana Jensen

Omdrejningspunktet i ”Kald mig ikke offer!” er den allerførste person, der blev genoptrænet på Det Danske Rehabiliteringscenter for Torturofre - Archana Guha Jensen fra Indien. Hun var skoleinspektør, men blev arresteret og fængslet i mere end to år, fordi hendes bror var mistænkt for terrorhandlinger mod politiet. Den første måned blev hun og to andre kvinder fra familien tortureret på alle tænkelige og utænkelige måder, hvilket var - og stadig er - rutine mange steder i verden. Mishandlingen gjorde hende lam, men Archana Guha genvandt sin førlighed i Danmark, og nu er hun gift med en af de portører, som var med til at tage imod hende, da hun kom hertil.

- Hun er 70 år gammel og et meget smilende menneske, fortæller Dina Yafasova, og det kan faktisk være svært at forstå, når man læser om, hvad hun blev udsat for. På den anden side er Archana Guha Jensen én af de få, der faktisk har vundet en retssag over sine bødler. Det tog 19 år, og de fik nærmest ingen straf. Men de blev kendt skyldige, og det er det vigtigste, forklarer Dina Yafasova.

- Det eneste, der læger sjælen efter tortur, er retfærdighed. Kan man ikke få det, søger man hævn. 


Ind i sindet  

Tortur findes i mange former, men formålet er altid det samme: at knække. Ikke ben, arme, eller rygge - det er psyken, der skal brydes ned. Derfor er det forkert, når nogle påstår, at der findes milde former for tortur. Om man bruger gloende jern, fingerer drukning eller blot forhindrer folk i at sove kan være lige effektivt og lige invaliderende, fortæller Dina Yafasova, der selv under sit sidste forhør inden flugten fra Usbekistan blandt andet blev stukket i øjnene med det varme filter på en tændt cigaret, så gløden sved øjenvipperne af og hun kortvarigt mistede synet. 

- Ethvert menneske kan knækkes, når bare man ved hvordan, og på en måde kan man sige, at kvantitet i dag er erstattet af kvalitet. På Guantanamo-basen har de både psykologer, psykiatere, kulturantropologer og fysiologer, som samarbejder om at finde ind til, hvad der hurtigst virker på den enkelte fanges psyke. Derfra er det kun et spørgsmål om tid. Får du f.eks. ikke lov at sove, så er du sindssyg efter fem døgn. Psykisk tortur har sammme effekt som den fysiske: At skabe angst og bryde ned. At invalidere mennesker på livstid.

En torturoverlever bliver aldrig den samme igen. Lidelsen er permanent - også når den er usynlig - og rædslerne genopleves ved den mindste anledning - et tændt cigaretskod smidt på gaden f.eks.

Desuden tændes der et indædt had til den stat og de myndigheder, der tillader, eller i hvert fald ser igennem fingre med, brugen af tortur.

- Mange mennesker - også i Danmark - mener i dag, at det kan være i orden at anvende torturmetoder på folk, der er mistænkt for terrorisme. Men tortur kan aldrig forhindre terrorisme - tværtimod, siger Dina Yafasova.

- Vold avler vold, og mange af de terrorister, der i dag truer verden, har måske gennemgået tortur ellers statslig brutalitet. Det er mennesker, som lever af hævn. Desuden  - hvis vi som samfund først åbner for, at man godt må torturere én gruppe mennesker, så er der ingen garanti imod, at det ikke spreder sig til hele befolkningen. Det er sådan, det starter i alle totalitære stater, siger Yafasova.

 

Dina Yafasova: "Kald mig ikke offer!" 350 sider. 300 kroner. Gyldendal. Udkommer 27. maj.

 

Dina Yafasova

- Født 1971. Opvokset i USSR, Usbekistan og uddannet journalist fra Tasjkent Statsuniversitet 1993.
- Var centralasiatisk korrespondent for danske og andre internationale medier 1998-2001. Hendes kritiske journalistik medførte, at hun i 2001 blev tvunget til at flygte efter at have været udsat for tortur og trusler på livet.
- I dag bor hun i Storkøbenhavn med sin mand, der er speciallæge i hjertesygdomme og ansat på Herlev Amtssygehus og parrets to børn på 16 og 14 år.
- Debuterede som forfatter i 2006 med ”Dagbog fra Sandholm”, der vakte en del debat. Hendes nye bog, ”Kald mig ikke offer”, er, lige som den første, skrevet på russisk og derefter oversat til dansk.

 

Flere danskere går ind for tortur

-De seneste 10 år er modstanden mod tortur tilsyneladende mindsket i den danske befolkning.
- I 2001 (før den 11. september) svarede 14 procent ja til, at der kan bruges tortur mod mistænkte terrorister.
- I 2004 var tallet steget til 28 procent.
- Den seneste Epinionsundersøgelse fra 2010 viser, at 40 procent af danskerne er villige til at acceptere, at tilbageholdte fanger kan udleveres til tortur.

Billedtekst:

 For mig er litteratur en form for retfærdighed, som kan bruges, når loven ikke skaffer den. I Usbekistan var jeg journalist og skrev om sociale og samfundsmæssige problemer, men flugten påvirkede mit temperament som skribent. I dag håber jeg, at mine ord kan påvirke menneskers sjæl og dermed skabe forandring. (Foto: Martin Stampe)

Interviewet er trykt med tilladelse fra Horsens Folkeblad