HomeSitemapSøg
 

Interviews

"Mit søde, bitre hjemland"

Magasinet rØST, d. 1 februar 2011

Interview med forfatterinden Dina Yafasova
af Jesper Pørksen

Dina Yafasova er født i et land, som ikke findes mere. I 1991, som 20-årig, fik hun et nyt hjemland uden egentlig at have forladt det gamle; det havde forladt hende. Sovjetunionen var ophørt med at eksistere. Det nye land på den gamle jord hed Usbekistan. Ti år senere gentog historien sig. Denne gang var det dog Dina Yafasova, nu journalist, der måtte forlade landet og ikke omvendt. Chikane og tortur fra en sikkerhedstjeneste, der ikke tolererede kritik, tvang hende ud. Hun fandt sit helle i Danmark, men først efter 173 uvisse dage i Sandholmlejrens varetægt, begyndende med den 11. september 2001. Den beretning er skrevet. Den udkom som ”Dagbog fra Sandholm” i 2006. rØST mødte Dina Yafasova til en samtale om hendes forladte hjemlande og hendes nye bog, ”Kald mig ikke offer!”, der udkommer på Gyldendal til næste år.


rØST: Fra du blev født til du blev 20 år, boede du i den Socialistiske Usbekiske Sovjetrepublik, som var en del af Sovjetunionen. Hvad er Sovjetunionen for dig?

Dina Yafasova: Jeg bliver nødt til at fortælle om min families historie først. Under Anden Verdenskrig var Usbekistan ikke et krigsområde. Det betød, at mange fra resten af Sovjetunionen søgte tilflugt i Usbekistan. Før krigen havde landet ca. 3 mio. indbyggere, efter krigen havde det omkring 10 mio. flere. Der var russere, ukrainere, volgatyskere, koreanere og jøder iblandt. Mange blev også deporteret før krigen, under Den Store Terror i 1937, da Josef Stalin forfulgte de progressive intellektuelle. Det gjaldt også min familie. Min oldefars bror var en meget anerkendt komponist i Sovjetunionen, men kom i unåde og blev arresteret for antisovjetisme, erklæret folkefjende og henrettet. Resten af familien, heriblandt min morfar, blev automatisk statsfjender og måtte flygte. At det lige blev Usbekistan er et tilfælde: Sovjetunionen var isoleret fra omverdenen, så længere væk kunne man ikke komme. Broren til min oldefar fik i øvrigt sit navn renset efter Stalins død i 1953 og fik flere gader benævnt efter sig.

Det Usbekistan jeg voksede op i var en del af et multietnisk imperium og blev til et af de mest multikulturelle samfund i verden med mere end 100 forskellige nationaliteter. I min skoleklasse var der 20 nationaliteter fordelt på 25 elever, men alle talte russisk. Vi var kosmopolitter, før vi vidste hvad det betød. Men det var også et totalitært samfund. Derfor kalder jeg Sovjetunionen for mit søde, bitre hjemland i dag.

rØST: I 1991 brød dette hjemland, Sovjetunionen, så sammen. Hvordan oplevede du det?

Dina: Da Sovjetunionen ophørte med at eksistere, var jeg universitetsstuderende. Da hele den vestlige verden klappede i hænderne over det vældige imperiums endeligt, kunne vi, dets forhenværende borgere, ikke skjule vores tårer. Det var ikke til at tro, at noget så stort kunne bryde sammen. Vi forstod godt, at Sovjetunionen ikke havde været det bedste sted for demokrati, men det, der skulle erstatte det, forekom os at være endnu mere afskrækkende. Vi havde stor angst for de nye grænser og frygtede, at det ville blive sværere – måske umuligt – at besøge familie i de andre lande, der blev tilbage efter opløsningen. Vi frygtede også, at det nye land, Usbekistan, skulle være et land kun for usbeker. Det betød, at mange emigrerede.

rØST: Du har arbejdet som journalist siden du 14 år gammel begyndte at skrive artikler til lokalavisen i din hjemby nær Tasjkent. Først i Sovjetunionen, siden i Usbekistan. Ofte kritisk undersøgende journalistik – du ”kiggede det autoritære uhyre i øjnene”, som du skriver i den selvbiografiske tekst ”En bog skal være en økse til det frosne hav i os” på din hjemmeside – og endte med at blive landsforvist i 2001.

Dina: Da jeg gjorde mine første skridt inden for journalistiken, var det i den korte, men fantastiske periode i Sovjetunionens historie, hvor jerntæppet rustede igennem og Gorbatjov havde netop igangsat reformerne ”glasnost” og ”perestrojka”. Det var unik tid for en begyndende journalist. Man troede naivt, at den totalitære terror for altid var et færdigt kapitel, og at en ny generation af journalister – jeg var en af dem - var parat til at værne om det ovenfra lovede demokrati. Da det uafhængige Usbekistan efter 1991 indførte strammere regler og begyndte at censurere, havde jeg allerede vænnet mig til at kunne arbejde frit. Så det fortsatte jeg med. I 1997 lavede jeg en dokumentarfilm om tobakskontrol. SNB (efterfølgeren til KGB, red.) forbød filmen og satte mig på den sorte liste. Jeg havde åbenbart opbrugt tålmodigheden hos sikkerhedstjenesten. Kunne filmen ikke vises i Usbekistan, så blev den til gengæld vist på en europæisk miljøkonference i Århus. For mig betød det, at jeg blev tilbudt at arbejde for fagbladet Sygeplejersken, som deres korrespondent i Centralasien – jeg skrev en række artikler til i årene 1998-2001, inden nettet omkring mig blev så stramt, at jeg måtte flygte. At Danmark blev min skæbne var altså et tilfælde, ligesom Usbekistan blev det for min morfar.

rØST: Hvilke tre ord vil du sætte på Usbekistan dengang under perestrojka?

Dina: Multietnisk, gæstfrihed og Silkevejen.

rØST: Og i dag?

Dina: Tortur, diktatur og ingen ytringsfrihed. I dag er det lykkedes Usbekistan at blive en af verdens mest totalitære stater.

rØST: Hvorfor nævnte du Silkevejen som et af de tre ord?

Dina: Fordi den beviser, at Usbekistan var og stadig er en bro mellem Øst og Vest.

rØST: I teksten skriver du, at da du mistede dine rødder, dvs. flygtede fra Usbekistan og kom til Danmark, fandt du tilbage til dig selv. Vil du uddybe?

Dina: Det ser ud til, at eksilet har fjernet lænkerne. Det ser ud til, at min tid i Sandholmlejren, som delte mit liv op i et ”før” og et ”efter”, var mit springbræt fra journalistiken ind i litteraturen. Det handler egentlig om et skift i mit temperament som skribent. Jeg skiftede fra mobil, alvidende, men lakonisk journalistik til ensomt, møjsommeligt forfatterarbejde - fra at undersøge sociale problemer til at udforske menneskets univers. Med årene fik jeg forståelse for, at jeg kun skimmede overfladen, og at en persons indre verden er endnu rigere end den ydre verden. Men journalistik eller litterært arbejde – jeg fortsætter egentlig med at gøre, hvad jeg hele tiden har gjort. Jeg prøver at bruge min pen som et instrument til at gøre verden til et lidt bedre sted.

rØST: Du mener, at både betegnelsen russer og usbeker er forkert. I stedet betegner du dig som kosmopolit. Alligevel føler du dig kun hjemme i det russiske sprog, som vi taler nu, og du har for eksempel aldrig skrevet noget på dansk. Er det ikke et paradoks?

Dina: Jo! Kosmopolit er ikke ensbetydende med polyglot. At være kosmopolit betyder, at man har evnen og lysten til at føle sig hjemme over alt i verden – uafhængigt af religion og kultur. Hvad angår sproget, er det lettere sagt end gjort for en forfatter at skrive på et andet sprog end sit modersmål. Da jeg kom til Danmark som 30-årig, havde jeg nået mit point of no return. Russisk var og er mit sprog. Og på en måde også mit hjemland. Et sted, hvor jeg føler mig tryg.

rØST: Har du været i Usbekistan siden du flygtede fra det i 2001?

Dina: Nej. Heller ikke i Rusland. Jeg regner heller ikke med, at det vil ske. Risikoen for at blive arresteret er for stor. Usbekistan er desværre stadig det førende land i Eurasien (superkontinentet bestående af Europa og Asien, red.), hvis man ser på antallet af journalister i fængsel.

rØST: Ønsker du dig nogensinde, at Sovjetunionen stadig eksisterede?

Dina: Ja, men ikke i form af det totalitære regime, men derimod det multietniske. Der er et russisk ordsprog for tidligere sovjetborgere, som måske beskriver det meget godt: Hvis man ikke har nostalgi for Sovjetunionen, så har man intet hjerte, men hvis man ønsker et gensyn, så har man ingen hjerne.

I øvrigt er det tydeligt for enhver, at Vladimir Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen. Se bare hvordan russisk fjernsyn viser kulturbegivenheder – for eksempel koncerter – hvor ikke bare russiske, men også ukrainske, baltiske, georgiske, usbekiske og andre bands fra det, der engang var Sovjetunionen deltager. På den måde genskabes det folkelige fællesskab, vi havde engang. Men politisk er det i dag ikke muligt.

rØST: Du har netop færdiggjort en ny bog, ”Kald mig ikke offer!”, som er ved at blive oversat, og som bliver udgivet på Gyldendal til april næste år. Vil du fortælle om den?

Dina: Det er en dokumentarisk roman om et menneske med en ufattelig åndskraft, men også om et helvede, der ligeledes blev skabt af mennesker. Det er et menneskeligt drama om overlevelse, og om hvordan man finder viljen til at fortsætte med at leve, når man intet har tilbage, og når sjælen er slavebundet af fortiden. Og sidst, men ikke mindst, er det et eksistentielt drama om den lange vej til retfærdighed, om hvorvidt retfærdighed kan findes ved lovlige midler, og hvad sker der, hvis den ikke kan.

Hvis min første bog om Sandholm-lejren var til skam for Danmark, så er denne til hyldest. Bogen er dedikeret til læge Inge Genefke og til de dage, hvor hun begyndte at arbejde med rehabiliteringen af torturofre både i Danmark og internationalt. Bogen fortæller historien om Inge Genefkes første patient – en kvinde fra Indien. Og det er faktisk med hende, med denne lille kvinde fra Calcutta (Kolkata i dag, red.), at en stor verdenshistorie begyndte.

rØST: Har du skrevet bogen fordi jeres historier minder om hinanden?

Dina: Ja, vi kender begge to til tortur – ikke kun fra bøger, men fra egen krop.

rØST: Er det dig, vi ikke skal kalde offer?

Dina: Ja, det er også mig.

rØST: Men kan man ikke sige, at du er et offer af historien? Var historien gået anderledes kunne du stadig have levet i Sovjetunionen. I stedet måtte du flygte fra et autoritært Usbekistan og søge asyl i Danmark.

Dina: Livet er jo ikke nogen dans på roser, men jeg kan simpelthen ikke tillade mig selv og andre at se mig som et offer. Heldigvis havde jeg kræfterne til at finde en udvej, til at overleve. Men det er et interessant spørgsmål, hvorfor de samme omstændigheder gør nogen til ofre, mens andre har kræfterne til at kæmpe og blive stærkere. Og det er dét spørgsmål, som jeg søger et svar på i bogen. Når den dag indtræder, som er sortere end natten, hvor får vi så styrke fra til ikke at bukke under for vores smerte? Hvor får vi styrke fra til at genopstå af asken? Til at leve med det, der er sket? Til at leve videre? Til bare at leve?..

 rØST: Har du fundet et svar?

Dina: Ja, jeg tror, jeg har fundet det. Man kan læse det i bogen.

rØST: ”Hvis du virkelig kommer frem til Samarkand” er titlen på en bog, du vil skrive engang. Hvad vil jeg opleve, hvis jeg kommer til Samarkand?

Dina: Du vil opleve en meget smuk orientalsk by med mange historiske bygninger fra 1100-1500-tallet - en majestætisk by fra Tusind og én Nat, som var hjertet og pulsen i den gamle Silkevej. Du vil også opleve en meget gæstfri befolkning og en regnbue af farver i alt fra mad til tøj, fordi den usbekiske kultur jo er en meget farverig kultur. For turister er Usbekistan i det hele taget meget interessant. Jeg kan kun anbefale det som et turistmål. Kultur og historie er en ting, politik noget andet.


rØST: Tak for interviewet.


Interviewet kan læses i Magasinet rØST
her