HomeSitemapSøg
 

Interviews

Vejen starter i hjertet

Journalisten, d. 3.december 2010

Hun er flygtet fra tortur, men har aldrig selv opgivet den kritiske pen. Hun tøjler frygten og opfordrer danske mediefolk til at se kritisk på, hvad et asylophold gør ved sjælen.

 Af: Øjvind Hesselager


SKIFT I en serie portrætter opsøger Journalisten mediefolk, der i dag laver noget helt andet end det, de lavede engang. Dina Yafasova var engang kritisk journalist i Usbekistan. I dag er hun eksilforfatter og journalist i Danmark.


EKSIL. "Yafasova" står der på postkassen. Diskret - men alligevel irriterer det hende lidt. Det er de danske postmyndigheder, der forlanger skiltet. Selv var hun helst fri. Efter 10 år med trusler og politibeskyttet og hemmeligholdt adresse foretrækker hun ikke at skilte med identiteten.

På stuens vægge hænger traditionelle usbekiske tæpper i højrøde farver - men det er også det eneste i hjemmet, der viser, at vi ikke er på besøg hos en helt almindelig dansker.

Dina Yafasova er i et snævert felt indstillet til hædersprisen Reader's Digest European of the Year, og til april udkommer hendes nye dokumentariske roman: "Kald mig ikke offer!". Hendes første bog, "Dagbog fra Sandholm", er i dag udsolgt fra forlaget. Det er en hudløs beretning om blandt andet 173 belastende dage som asylansøger i Danmark. Hun kan stadig genkalde følelserne.

»En af de mest chokerende ting i Sandholmlejren er, at mennesker bytter plads med dyrene,« mindes hun.
Sandholmlejren er omkranset af trådhegn med tre rækker pigtråd. I horisonten kan man se en skov med hjorte.
»Vi løb hen til hegnet og stak brød ud til hjortene. De åd af hånden, og bagefter løb de væk. Men vi var spærret inde. Sandholm ... Det er det mærkeligste, jeg har oplevet i mit liv. Mennesker i bur fodrer dyr, som går frit omkring. Den tanke var ufatteligt trist.«

Hvordan synes du danske mediefolk bruger den store frihed, de har?
Dina Yafasova vil ikke fornærme nogen. Hun vælger et metaforisk svar.
»Jeg tror, det er svært at sætte pris på frisk luft, når man har så meget af den.«

På stuebordet foran hende ligger et chartek med print af de trusler, hun har modtaget. Den seneste er fra den 7. oktober i år, samme dag den russiske journalist Anna Politkovskaja blev myrdet. På en anerkendt russisk hjemmeside for forfattere blev hendes navn anbragt sammen med påskriften "udrensning". Og i september bragte samme russiske hjemmeside en tegning af en voodoodukke med en kniv i ryggen, hendes navn og påskriften "nedkaldelse af ulykker" og "forbandelser".

Ingen kender ophavsmanden til truslerne, og hendes analyse er nøgtern og uden vrede.
»Nogen vil igen kontrollere et område af mine følelser. Men livet drejer sig ikke om frygt. Hvis én hånd trækker dig i afgrunden, så er der to andre, der hjælper dig med ikke at falde i den.«

De seneste 10 år af hendes liv har i perioder været dødsens alvorlige. Og Danmark er i den sammenhæng en lille andedam.
»Danske journalister er ofte meget kritiske, men der er ikke så meget at være kritisk over for. Hvorvidt fru Jensen skal vaskes to eller tre gange om ugen, udgør jo ikke noget stort problem. Journalistikken mister proportioner, fordi danskerne mangler nogle rigtige problemer,« siger hun uden aggression. Blot konstaterende.

»Men I er også lykkelige, at I ikke har de store problemer og kan nøjes med at dyrke de små.«

HUN ER FØDT OG OPVOKSET I SOVJETUNIONEN, men da hun var halvvejs med sin universitetsuddannelse som journalist, blev landet opløst. Hendes nye land hed Usbekistan og lå i et af de fjerneste hjørner af det tidligere Sovjet.

»Jeg troede naivt, at tiden for totalitær terror var et færdigt kapitel, og at vi nu havde frihed og demokrati i Usbekistan. Jeg var en af de første nye journalister, der kendte essensen af journalistikken og vænnede sig til at arbejde frit,« siger Dina Yafasova - der snart måtte sande, at reformbevægelsen aldrig fik fat i Usbekistan.

Kulminationen kom, da en af hendes artikler om statens censur blev brugt som vidneudsagn på en kongreshøring i USA. Inden hun i 2001 flygtede til Danmark, var hun udsat for konstant forfølgelse og tilbagevendende forhør med chikane, tortur og indoktrineringsforsøg.

Hendes erfaring er, at det er langt farligere at være kritisk journalist i et såkaldt fredeligt, men ikke-demokratisk land, end at stå i krydsilden og dække krig.

»En trussel er alt, hvad der skal til for at minde journalister og deres familie om, at der er risiko for voldelige repressalier.«

DINA YAFASOVA BESKRIVER de 173 dage i Sandholmlejren som en utålelig venten i fængselslignende forhold.

Hvad kan danske journalister gøre for at beskrive disse forhold?
»Du skal bare have hjertet på rette sted. Vejen, der ikke starter i hjertet, ender blindt. Tag til et center for torturofre og flygtninge, og se behandlingen. Se traumer blive til kroniske lidelser, fordi ventetiden er så lang. Men jeg ser desværre ikke megen journalistisk nysgerrighed på området for flygtninge og arbejde imod tortur.«

Dina Yafasova anerkender ikke, at hun selv er blevet gjort tavs, fordi hun i dag lever som eksilforfatter og -journalist i Danmark. Bøgerne er hendes nye genre, men identiteten er den samme.

»Min Dagbog fra Sandholm er meget kritisk både over for usbekiske og danske myndigheder. Og min næste bog "Kald mig ikke offer!" er kritisk over for politiets brug af tortur som middel til at bekæmpe terrorisme.«

Hun synes næsten chokerende upåvirket af, at politiet arbejder sammen med PET om at opklare truslerne mod hende.
»Jeg prøver at bruge min pen som et instrument til at gøre verden til et lidt bedre sted.«


Interviewet kan læses i Journalisten her