HomeSitemapSøg
 

Forfatteren

”En bog skal være en økse til det frosne hav i os”.

 
I stedet for en selvbiografi

 

På det tidspunkt, hvor disse linjer skrives, har jeg mange år foran mig endnu, før jeg når den alder, hvor man komponerer en større selvbiografi, men samtidig har jeg allerede passeret den skillelinje, før hvilken jeg kunne nøjes med et CV i punktform. Og hvilken biografi kan der være tale om for et menneske som mig – forsker af natur og lyriker af tilbøjelighed – der – med tiden mere og mere – lever af og for den farlige balanceakt med ordenes uhåndgribelige mysterium. Ordene, dem jeg tænker på her, blandt andet om mit livs omskifteligheder, vil kunne findes spredt – som baggrund, som materiale – på siderne i udgivne og endnu ikke udgivne bøger. Men de vil næppe kunne forenes til en b i o g r a f i. Jeg, der ikke tåler officiøs sprogbrug eller skematiske opremsninger af datoer og begivenheder, ville nok have lettere ved at skrive en ny verdenshistorie end ved at skulle væve et tæppe sammen af de forskellige episoder i mit liv. Så det må man undskylde – der bliver ikke noget tæppe. Højst nogle forskelligt farvede tråde, rykket ud af skæbnens fletværk i vilkårlig orden.

      1971, det år jeg blev født, huskes ikke for hverken epokegørende opdagelser eller verdensomspændende katastrofer. Det skulle da lige være, at Coco Chanel, Arne Jacobsen og Louis Armstrong døde, mens Fristaden Christiania og Disney World i Florida kom til. Jeg vil dog vove at påstå, at mine forældre ikke vidste noget om nogen af delene, det kunne de heller ikke, for de levede bag jerntæppet.

      Min lykkelige barndom, mit søde bitre hjemland, min stolthed og mit vemod – alt det var og er Sovjetunionen. Et land, et imperium og en epoke, der ikke længere findes og ikke kommer igen. Et krydsfelt af kulturer. Et forsætligt sænket Atlantis. Et knust spejl, hvis skår er spredt for alle vinde. Og jeg er et af dem.

     Mine forældre (eneste ægteskab, venner fra skolebænken, uadskillelige livet igennem) er jævne mennesker i ordets bogstaveligste forstand. Min far var i næsten 40 år erhvervsrejsende; som langturschauffør var han rundt i store dele af verden, især hvor det brændte på – fra Østeuropa til det sovjetiske Fjernøsten. Min mor – farmaceut, bestandig i hvid kittel, med reagensglas og apotekervægt inden for rækkevidde.

     Mit barndomshjem lå på fjerde og øverste etage i et typisk sovjetisk byggeri. Sydens sol bagte ned på taget lige over os, og der var altid lummervarmt i lejligheden. Til gengæld døjede vi ikke med pladsmangel – både stue, entre, køkken og altan overskred de sovjetiske normer for, hvor meget den slags måtte fylde, og vinduet i børneværelset, som jeg delte med min lillesøster, vendte ud mod øst, den vej hvor dagen begyndte. Udsigten fra vinduet var storslået, jeg har aldrig siden set noget lignende: grå, snefrosne bjergtinder, Pamir, verdens tag, som den gamle Silkevej havde gået forbi nedenfor. Oven over tinderne var der kun evigheden … Ikke så mærkeligt, at mit skrivebord stod henne ved vinduet, og netop ud i dette vidtstrakte solbeskinnede snelandskab kunne jeg sidde og kigge forelsket i timevis, i stedet for at løse opgaver i matematik.

     De dybeste spor i min barnesjæl stammer dog ikke fra horisonter, men fra mennesker. For eksempel min oldemor på mødrene side – en lille senet kvinde, der hverken kunne læse eller skrive, men som havde oplevet de to største krige i menneskehedens historie og en borgerkrig. En sådan verden af sange, eventyr, legender og lignelser, et sådant lys fra ansigtets dybe furer, en sådan karakterstyrke, som hun var i besiddelse af, det har jeg ikke mødt andre steder.

     Hele min barndom og spæde ungdom var jeg med eller mod min vilje indforskrevet til violinundervisning dagligt, til bevidstløshed, til fingrene ikke kunne føle mere. De ru knyster på højre hånds langfinger af den konstante berøring med violinbuen har jeg stadig. Mine forældre så mig som musiker, af hvilke der var nok i vores familie i forvejen. Måske var jeg også gået den vej, havde det ikke været for mit første litterære forsøg.

     Det var en kort og naiv stil om efteråret, jeg skrev i skolen, vistnok som tiårig. Min lærer i russisk sprog og litteratur Lidia Pavlovna Popova hev mig straks med ind på lærerværelset og forklarede mig længe og indtrængende, at ”fra i dag af, min søde pige, er du min elev, og du behøver hverken fysik eller kemi eller matematik, for det her – det er dig, det skal du fortsætte med.”

     En sovjetisk russisklærers autoritet var svær at sætte sig op imod. Det havde jeg heller ikke særlig lyst til.

    Jeg kan huske, at jeg tit og mange gange sad ved mit skrivebord til langt over midnat, men hvad jeg skrev, det husker jeg ikke. Og mors råb inde fra soveværelset: ”Klokken er to om natten! Kan du så komme i seng! Du skal op i skole i morgen!”

     Fra jeg var fjorten, skrev jeg fast til byens avis. Året var 1985 – en god tid for en begyndende journalist: Perestrojkaen, en mundfuld frisk luft og en kritisk stemme, som ikke alle brød sig om, slog sine første rødder allerede dengang. Og straks, endnu mens jeg gik i skole – det er næsten kun til at trække på smilebåndet over – opnåede jeg provinsiel berømmelse, i hvert fald på byniveau, en berømmelse, jeg rejste fra, flygtede fra uden beklagelse i en alder af sytten år – ind til en anden by, til hovedstaden, ind til et selvstændigt liv i forhold til mine forældre, ind på statsuniversitetets journalistiske fakultet.

     Da jeg var tyve, brød verden uventet sammen – Sovjetunionen ophørte med at eksistere. De rødfrakkede sovjetiske pas blev automatisk ombyttet med grønne usbekiske, og uden at spørge os til råds erklærede man, at vores hjemland ikke længere var Sovjetunionen, men Usbekistan, hvor vi rent territorialt befandt os. Sådan huggede man vores land i stykker – kulturelt, lingvistisk, geografisk og metafysisk – idet man efterlod os brugsretten til to procent af dets territorium.

     I 1993 blev jeg færdig på universitetet som journalist og gift med en mand, som, tror jeg, er gjort af et særligt stof, thi han har stået mig kærligt bi i så mange år efterhånden, uanset de omkostninger det har indebåret. Min mand er for mig i alle livets forhold både den, der trækker, og den, der skubber, en støtte, et fristed og en inspirationskilde. I ægteskabet har vi to børn – en datter og en søn.

     I årene efter Sovjetunionens opløsning havde jeg travlt som journalist, fartede rundt til byer, ørkener og små flækker oppe i bjergene – steder den statskontrollerede presse aldrig satte sin fod. Fra provinshospitaler, hvor almindelige usbekiske kvinder lå og døde efter at have brændt sig ihjel, til fængsler – et system af torturanstalter – og afsides øer i Aralsøen, hvor man havde eksperimenteret med hemmelige bakteriologiske våben. Det var en stadig kiggen dét autoritære uhyre i øjnene, der havde sat sig på magten i det nye Usbekistan. Dette arbejde, disse undersøgelser (af hvilke én – om censur – tilmed blev brugt som vidneudsagn på en kongreshøring i USA), dette ”gode, gamle skribleri”, som Josif Brodskij har kaldt det, endte med at indbringe mig ”en slags succes” – landsforvisning. Den pris skulle min familie betale sammen med mig.

  I 2001 blev jeg, det vil sige vi alle sammen, verdensborgere. Det lyder smukt. Men bag det ligger mange års smerte, angst, søvnløse nætter, tilbagevendende forhør og indoktrineringsforsøg på det navneforandrede KGB’s kontorer, næsten en balanceren på en knivsæg; og samtidig en elementær og udmattende kamp for at bevare vores menneskelige værdighed, for at overleve, også psykisk, først i vores eget land og senere uden for dets grænser. Den historie har jeg fortalt i ”Dagbog fra Sandholm”, som jeg debuterede med på Gyldendal i 2006.

     Det eksil, skæbnen havde ført mig ud i, opfattede jeg i begyndelsen som en slags metafysisk død, fordi jeg mistede mine rødder, mit sproglige miljø, mig selv, mit journalisthåndværk og dermed – livet. Hvad godt kunne der være ved det? Men senere forstod jeg, at jeg ikke var på vej væk fra mig selv, men på vej tilbage til mig selv. Netop tilbage til mig selv. Først i eksilet har jeg fået frihed til at tænke, ånde, tale og skrive ubesværet, dybt, og først og fremmest – uden frygt og uden behov for at se mig over skulderen. Eksilet har fjernet lænkerne. Jeg er kommet tættere på min sjæls inderste. Jeg er blevet mig selv. Og er det ikke livets vigtigste formål – at være sig selv?

     Det, at jeg måtte flytte til et andet land og som følge deraf havnede i isolation, har medført et genreskift, et skift i mit temperament som skribent. Fra udfarende, alvidende, men lakonisk journalistik er jeg gået over til møjsommeligt forfatterarbejde, fra diskussion af sociale problemer til granskning af skæbner, fænomener, karakterer og handlinger. Med tiden, eller måske fordi jeg er blevet mere erfaren, er det gået op for mig, at menneskets indre verden på ingen måde er fattigere end den ydre verden, tværtimod. Denne hemmelighedsfulde, stadig uopdagede verden har jeg også tænkt at beskæftige mig med fremover. Med Kafkas ord mener jeg, at ”en bog skal være en økse til det frosne hav i os”.

     I Danmark, hvor jeg bor nu, bliver jeg i øvrigt stadig kaldt ”usbekisk journalist”, mens jeg blev kaldt ”russer” i Usbekistan. Begge dele er forkert.

     Mine forfædre var bulgarere fra Volga-Bulgarien, det nuværende Tatarstan i Rusland. På mødrene side kan jeg føre min slægt tilbage til 1775, og jeg ved med sikkerhed, at der blandt mine fjerne aner både var dem, der galopperede krigerisk rundt på hesteryg, og dem, der tålmodigt gik bag ploven derhjemme. Fra disse aner, skyternes stolte efterkommere, har jeg sikkert arvet min smag for frihed, men også vemodet over mit hjemland, det at jeg foretrækker demokrati frem for tyranni, men også min manglende evne til at lade mig forsvinde i mængden. Dog skønt jeg vedstår mine historiske rødder, så er mit eneste etniske tilhørsforhold at være kosmopolit. Min nationalitet og mit værksted er hele verden. Den religion, jeg prædiker, og som jeg, Gud give det, aldrig vil forråde, er humanismen.

     To byer, to kulturer, to verdener har påvirket min opvækst. Den ene er det provinsielle Angren, hvor jeg blev født og boede, til jeg var sytten – en lille by beliggende tre tusind meter over havets overflade. En hundredtusindtallig russisksproget kulturø midt i Asien, og samtidig et kalejdoskop af hen ved hundrede etniske grupper. Alle byens indbyggere – venner og naboer – var andengenerationsindvandrere: på den ene side efterkommere af ildsjæle, forvist eller flygtet til denne usbekiske udørk fra Rusland, Baltikum eller Ukraine for antisovjetiske eller andre uafhængige anskuelser. På den anden side børn af uforbederlige romantikere, der var kommet for at opdyrke disse nye, varme og frugtbare landområder.

     Den anden by – det majestætiske Samarkand – var hjertet og pulsen i den gamle Silkevej. Netop over til de blå kupler i Samarkand, byen fra Tusind og én Nat, stak jeg af hver sommer for at besøge min tante i ferien. Om denne by, dens lignelser og drømme, dens tragedier og kærlighed, vil jeg skrive min egen bog engang – ”Hvis du virkelig kommer frem til Samarkand”.

     Der er en by mere, som nu også har fundet plads i mit hjerte. Dejlige København. Og der kan næppe tænkes nogen større ære for et skrivende menneske end at blive forvist til netop dette sted, hvor ånden fra den overalt i verden elskede digter H. C. Andersens eventyr lever og blinker til én fra byens tage og tårne.

      Danske kolleger spørger mig tit: Hvorfor ikke prøve at skrive på det lands sprog, hvor jeg bor? Hvortil jeg altid svarer: Tak for tilliden, men så enkelt er det ikke.

     Ganske vist har jeg med tiden lært at gøre mig forståelig på dansk og engelsk, men det er kun i mit modersmål, det russiske sprogs skatkammer, jeg for alvor føler mig hjemme. Og det er ikke kun et spørgsmål om sproglige evner.

     En forfatter er selvfølgelig en rejsende, men en etsproget rejsende. At skrive er at overføre bevidsthedens strøm, at tage det, der vokser frem af sjælens dyb, og iklæde det bogstavernes legemlige hylster. For at mestre den kunst gælder det ikke så meget om at kunne se langt, som om at kunne se dybt.  Og først og fremmest dybt ind i sig selv, ind i sin åndelige baggrund. Netop dér, i den åndelige, genetiske erindring, opstår den indre stemme, som bagefter sætter sig spor på papiret. Den stemme fæster rod, endnu før vi lærer at skrive. Og det er klart, at den tager næring fra saltet og saften i den jord, hvor den er født, fra morens vuggeviser, farens fortællinger, oldemorens legender – alt det, der fra barndommen er med til at stemme menneskesjælens strenge. Hvis det er sandt, at bøger er et instrument, vi kan bruge til at gøre verden bedre, så har bøgerne des større chancer for at tjene deres formål, jo kortere afstanden er mellem pennen og sjælen.

     Tilmed forekommer det mig, at en forfatter, der vælger at skrive på et andet sprog end sit modersmål, på forhånd dømmer sig selv til en skæbne som invalid, for uanset hvor godt han behersker det fremmede sprog, vil han ikke fuldt ud kunne gøre brug af det fantastiske værksted, som arven fra hans egen slægt udgør. Netop derfor vil det sprog, Dostojevskij, Tjekhov, Tolstoj, Akhmatova, Brodskij og Nabokov skrev deres værker på – for resten ikke det ringeste sprog i verden – også altid forblive en del af mig. På det sprog har min mor og far talt med mig hele mit liv. På det sprog taler jeg med mine børn. På det har jeg noget at fortælle mine læsere. Også om det land, der er blevet mit andet hjem. Det lands sprog, traditioner og kultur er også en vigtig hylde i det værksted, jeg benytter mig af. Ligesom en håndfuld usbekisk jord, samlet op uden for døren til det hus, hvor jeg tilbragte min sovjetiske barndom. Denne håndfuld jord ligger også nu i en lille gråhvid sæk i min øverste skrivebordsskuffe – lige under det sted, hvor min højre hånd er. Og dén er det, jeg åbner hver gang, jeg sætter mig foran et stykke blankt papir, der endnu først skal til at blive historie, der endnu først skal til at kende ordenes mysterium.

 
      Dina Yafasova
     Storkøbenhavn, 2007           

 

     Oversat af Sten Jacobsen

     Foto: Dina Sandholdt